Vegetariske bønneburgere med sorte bønner og østershatte

Hvad er den af? Bønneburgere?!

Det er noget tid siden jeg har postet opskrifter på andet end frysepizza, men nu kommer der altså en opskrift på vegetariske bønnebøffer med sorte bønner.

Jeg er på det seneste begyndt at skære ned på kød, og spise mere vegetarisk. Ikke fordi jeg har set What The Health og er blevet hjernevasket, men primært af dyrehensyn.

Derfor har jeg ledt efter en god opskrift på de såkaldte black bean burger bøffer. Jeg synes i forvejen hakkekød er lidt kedeligt og foretrækker noget godt fritgående kødkvæg i sous viden, når det endelig skal være – så det var oplagt at finde et vegetarisk alternativ til burgerbøfferne.

Efter at have luret et par opskrifter på bøffer med sorte bønner, endte jeg med at kreere min egen.

Og hånden på hjertet så er den helt vildt awesome! Jeg synes faktisk disse bønneburgere smager endnu bedre end en bøf med hakkebøf. Der er masser af umami og stegeskorpe, så det er virkelig en “meaty” opskrift.

Så værsgo’! Vegetariske hakkedrenge, så du kan blive en hakket dreng eller pige. Prøv dem, og se om du ikke bliver lige så begejstret som kødelskeren her!

 

Vegetariske bønnebøffer, 4 stk

1 dåse sorte bønner (240 g drænet)
1 stort løg
2 store østershatte (de er vigtige for umami!)
1 tsk tomatkoncentrat
1 æg
50 g revet mozzarella 16%
1 tsk sennep
1-2 tsk soya
2 tsk røget paprika
2 tsk spidskommen
1 tsk hvidløgspulver
1-2 tsk chiliflager

  1. Dræn bønnerne for lage (skyl dem), og mos dem groft med en gaffel. Rør sammen med mozzarella, sennep, soya, røget paprika, spidskommen, hvidløgspulver, chili, og til sidst æg og sennep. Sæt på køl.
  2. Hak løg og østerhatte, og steg i lidt smør, indtil løgene er bløde og karamelliserede, og østerhattene er sprøde. Tilsæt tomatkoncentrat, svits hurtigt dette.
  3. Rør svampe/løg-farsen sammen med de øvrige ingredienser, og form til 4 bøffer. Sæt bøfferne i fryseren i en lille halv time.
  4. Hvis massen er for flydene, så tilsæt ½ dl groftblendede havregryn – de komplementerer også aminosyrefordelingen glimrende.
  5. Steg bøfferne i smør, indtil de har en dejlig stegeskorpe. Smæk i en briochebolle, med cheddar, chilimayo og syltede agurker, og spis løs!

Macros pr. bøf: ~12 g protein, ~120 kcal

Efterlad en kommentar