Tun er en rovfisk højt oppe i fødekæden, og det betyder at der er en høj bioakkumulation af miljøgifte som kviksølv. Tungmetallet kviksølv, og særligt methylkviksølv, er yderst giftigt og kan blandt andet skade nervesystemet – særligt i fostre og spædbørn. Det er selvfølgelig bad news for de mange trænende, der spiser tun som en let kilde til animalsk protein. Heldigvis findes der nogle forholdsregler du kan tage, for at begrænse mængden af kviksølv fra tunfisk.

Først og fremmest er der større mængder kviksølv i større tunfisk, end i små (1). Det giver alt andet lige god mening, da store fisk har spist mere, og derfor har en større ophobning. Det betyder at dåsetun (der er lavet af mindre fisk) er bedre end tunbøffer. Ligeledes har man fundet at yellowfin tun har en større mængde methylkviksølv i det mørke kød end i det lyse (1). Dog bør man helt holde sig fra den hvide Albacore tunart, der indeholder en høj mængde kviksølv (2).
Det har også en betydning hvor tunen er fisket, og hvilken art den er. Fx har man fundet højere indhold af kviksølv i tun fra Atlanterhavet end i samme tunart fra det Indiske Ocean (3). Et studie har også sammenlignet indholdet i yellowfin, skipjack og albacore, hvor yellowfin havde det laveste indhold – gennemsnittet var hhv. 0,66 mg/kg, 0,132 mg/kg, og 0,326 mg/kg; altså næsten 5 gange så kvivksølv meget i albacore som yellowfin, der generelt ligger lavere i lignende studier. (4) Jeg husker desuden en dansk stikprøveundersøgelse (jeg mener det var fra sundhedsstyrelsen), der undersøgte forskellige mærker af dåsetun, der blev solgt i Danmark. Glyngøre tongol tun lå lavest, hvor Havets Fristelser lå højest, med en faktor 20 i forskel! Ligeledes lå Nettos Natuna i den dårlige ende af listen, og tongoltun havde generelt et lavt indhold. Jeg kan kun finde undersøgelsen omtalt, så hvis nogen har en henvisning til den oprindelige undersøgelse, vil jeg blive meget glad! Spiser man tongoltun, bør man dog sikre sig at den som minimum er fanget med metoder, der tager hensyn til delfinbestanden, eller er MSC-mærket, da der ofte er bifangst og mangelfuld fiskerikontrol med denne race (5).

Så hvis du vil spise tun, og samtidig passe på indtaget af kviksølv, har jeg nogle anbefalinger:

  • Vælg dåsetun i stedet for tunbøffer.
  • Vælg lyst kød, fremfor mørkt. Men undgå den hvide albacore tun.
  • Vælg yellowfin. Tongol er muligvis også et godt valg, men gå i så fald efter et mærke, der fører kontrol med fiskeriet, eller er MSC-mærket.
  • Vælg evt. tun fra Det Indiske Ocean, fremfor Atlanterhavet.

… Og vælg desuden tun i vand. Olien er som oftest noget skrald, og er desuden glad for at trække dårligdomme som BPA ud fra dåsen. Tilsæt i stedet en god olivenolie, hvis du vil have olie til din tun.

Det var alt for denne gang. Jeg uploader en opskrift på en pisse lækker tunsalat en af de næste dage <3

(1) Adina C. Bosch, Bernadette O’Neill, Gunnar O. Sigge, Sven E. Kerwath, Louwrens C. Hoffman (2015). Mercury accumulation in Yellowfin tuna (Thunnus albacares) with regards to muscle type, muscle position and fish size.

(2) http://mst.dk/borger/kemikalier-i-hverdagen/kampagne-gravid-kend-kemien/i-koekkenet/om-fisk-og-graviditet/

(3) M.H. Chen, P.Y. Teng, C.Y. Chen & C.C. Hsu (2011). Organic and total mercury levels in bigeye tuna, Thunnus obesus, harvested by Taiwanese fishing vessels in the Atlantic and Indian Ocean.

(4) Robert W. Dabeka, Arthur D. Mckenzie & Donald S. Forsyth (2014). Total mercury in canned tuna sold in Canada in 2006.

(5) http://www.wwf.dk/wwfs_arbejde/hav_og_fiskeri/det_kan_du_gore/kob_den_gode_tun/?1360/Forbrugere-kber-tun-i-blinde

(6) Bosch AC, O’Neill B, Sigge GO, Kerwath SE, Hoffman LC. Heavy metals in marine fish meat and consumer health: a review. J Sci Food Agric. 2016 Jan 15;96(1):32-48. doi: 10.1002/jsfa.7360.

5 Comments

  1. Tunsalat | Guns og Glutes den 25. august 2015 kl. 17:28

    […] lovet i blogindlægget om hvordan du kan undgå tungmetaller i tun, kommer her en opskrift på en tunsalat, der virkelig smager djævelsk godt. Skal du være en […]

  2. […] evidens op for at hormonforstyrrende stoffer, fx østrogenlignende parabener, bisphenol-A (BPA), og kviksølv, kan have væsentlig betydning i forhold til at skabe ubalance i hormonsystemet hos mennesker, og […]

  3. Mads Haupt den 2. januar 2016 kl. 1:00

    Jeg forstår simpelhen ikke, hvordan industrier har kunnet forgifte både mad, vand og luft.

    Prøv bare at tænke på det bmyholdige benzin. Flere af medarbejderne døde af at arbejde med organisk bly.
    Organisk bly indåndede vi og optog det gennem huden så sent som for bare 20 år siden og det værste er, at det er noget ophobede skit, som kan videreføres i generationer.

    Endda også selvom der også var andre muligheder end livsfarlig organisk bly.
    https://da.m.wikipedia.org/wiki/Blyholdig_benzin
    http://samvirke.dk/sundhed/artikler/manden.html
    http://ing.dk/artikel/benzinbly-vandt-trods-dodsfald-og-sindsyge-14424

    PS. selvom der står “sindsyge” i overskrifterne er jeg meget sikker på, at det nærmere skal betegnes som kraftigt hjerneskadede og -handicappede.

    Noget jeg ikke forstår er, hvorfor forgifter vi os selv på den måde og ingen rydder op?

    Prøv f.eks. at tage en by som Baijing.
    http://politiken.dk/oekonomi/2050/klima/ECE2954029/beijing-er-forsvundet-i-forurening/

    Man kunne jo så spørge, hvor ender det hende, når vinden blæser det væk?
    Det ender sjovt nok hos os andre og i vores mad.

    Jeg synes godt nok det er grotesk.

  4. Mads Haupt den 2. januar 2016 kl. 1:04

    Offentliggøres min kommentar?

    • Nikolaj den 6. januar 2016 kl. 15:37

      Hej Mads, og tak for din kommentar. WordPress er sat sådan op (for at undgå spam, I guess) at jeg manuelt skal godkende kommentarer inden de bliver synlige. Derfor du ikke kan se den med det samme 🙂

      Men ja, det er skræmmende hvordan ophobningen af forskellige industrielle stoffer ser ud til at kunne skabe nedarvelige problemer. Jeg tror at brugen af diverse stoffer der i dag er mistænkt for at være hormonforstyrrende (fx BPA, ftalater og parabener) er noget man i fremtiden kommer til at ryste på hovedet af, når man ser tilbage. Et relativt nyt, og spændende forskningsfelt, der ser på miljøpåvirkningers indflydelse i et genetisk/nedarveligt perspektiv er epigenitikken.

      Mvh Nikolaj

Efterlad en kommentar