Rigtig mad = kød og grønt?

Jeg har flere gange hørt fra folk i træningsmiljøet, at “rigtig mad” er kød og grøntsager – og at det altså er hvad din kost bør bestå af. Ofte er det fra folk, der enten er tilhængere af Poliquin-skolen, paleo, eller bare er hoppet på den kulhydratforskrækkelse, der synes at have aflyst 90’erne og 00’ernes fedtforskrækkelse. Jeg er aldrig stødt på en god begrundelse for at man bør udelukke så mange fødevarer, og argumenter fra et Thomas Rode foredrag tæller ikke. Men lad os starte med, hvorfor jeg har det svært med “rigtig mad = kød og grønt”-udsagnet.

bøf

700 g kalvekotelet fra Slagter Kruse i Ebeltoft. Lækkert? Hell yeah! Nødvendigt? Not so much!

Lad det med det første være sagt at grøntsager er fantastiske, og at de fleste spiser alt for lidt af dem. Et varieret indtag af grønt (forskellige typer og farver) har ubestrideligt en masse sundhedsgavnlige effekter. Men vi kommer heller ikke udenom, at grøntsager ikke har det store næringsindhold af makronutrienter – med andre ord er de ret kaloriefattige, og mætter meget. Og kalorier er netop noget man har brug for, når man træner. Lad os tage et eksempel med en mand, der har en god portion muskelmasse, og træner meget. 5000 kcal er ikke et urealistisk indtag, for at han kan opbygge muskelmasse. Hvis han skal have dækket sit kalorieindtag, udelukkende med kød og grønt, er han udover grøntsagerne nødt til at spise rigtig store mængder kød. Men det er vel fint nok, man skal jo have nok protein? Ja og nej. Når man træner skal man have dækket sit proteinindtag, men ~1,8 g pr kg. kropsvægt er sandsynligvis rigeligt, selv for folk, der træner hårdt. Og udover at det er unødvendigt med så store mængder kød, kan det også give problemer med fordøjelsen for nogle. Og hvorfor skal proteinbehovet lige præcis dækkes med kød? Hvorfor ikke mælkeprodukter, der også har et højt indhold af kvalitetsprotein? Et højt indtag af rødt kød er sat i forbindelse med udvikling af cancer, men det er endnu ikke undersøgt tilfredsstillende, om det fx er afhængig af forarbejdning (er det fx pølser og bacon?), tilberedning (stegeskorpe?), eller om kødspisere generelt lever mere usundt. Slutteligt er der selvfølgelig også overvejelser om dyrevelfærd, bæredygtighed og belastningen på miljøet ved at spise meget kød, men det er en hel diskussion i sig selv.

Men noget andet, der rent faktisk undrer mig, er den her arbitrære spekulation i hvad der er “rigtig mad” og at udelukke en hel masse fødevarer på baggrund af den – også kaldet “clean eating”. Man kan let argumentere for at fx visse morgenmadsprodukter, med lavt indhold af vitaminer og mineraler, og masser af sukker og tilsætningsstoffer, er elendig næring. Men når en masse fødevarer, med et sundt indhold udelukkes, så virker det mere som et holdningsspørgsmål, end et velbegrundet valg. Lad os tage de paleotilhængere, der nærmest mener at den eneste lødige kilde til kulhydrat er søde kartofler. Hvorfor udelukke fx bønner, bælgfrugter, rodfrugter, frugt, havregryn og rugbrød (GYS, gluten!)? Alle de førnævnte kilder indeholder udover kulhydrat en god portion kostfibre, og diverse mikronutrienter, og kan/bør efter min mening være basisvarer i en løfters køkken. Jeg har svært ved at se noget godt argument for helt at udelukke dem fra kosten. Det giver desuden langt bedre mening at se på den samlede, varierede kost, og fødevarerne i kombination med hinanden, i stedet for at vurdere om den individuelle fødevare er “rigtig” eller “forkert”. De fleste fødevarer, der ikke er forarbejdet ind i helvede, indeholder næringsstoffer, der kan passe ind i en varieret kost. Noget skal man blot have mere af end andet. Mad bliver hverken mere eller mindre sundt af at man spiste det i stenalderen. Det betyder blot at der var en hulemand, som var sulten, og at der var en pungrotte i nærheden.

pandeKAGE

Dette måltid er forkert. Det er jo proteinpandeKAGER!

I forlængelse af ovenstående har jeg også undret mig over hvorfor “kød og grønt”-segmentet opponerer mod såkaldte “proteinkager”. Ganske vist er der gået instagram i at lave sunde kager, men jeg har endnu ikke hørt et godt argument for hvorfor ellers lødige fødevarer, som æg, sød kartoffel og valleprotein, lige pludselig skulle blive usundt, fordi de bages som en kage. Anyone?

Take home message: Træn hårdt, og spis varieret. Du har vigtigere ting at bruge tiden på, end hvorvidt en gulerod er mere rigtig end et æble. For eksempel at komme ned og træne.

Ingen kommentarer

  1. Den ultimative burger | Guns og Glutes den 9. august 2015 kl. 15:35

    […] forlængelse af indlægget om “rigtig mad”, kommer der her en opskrift på noget, der sagtens kan indgå i en ellers sund og varieret kost. I […]

  2. […] giver størst udbytte. Det giver ikke mening at gå og spekulere på om man køber nok økologi, spiser “clean”, tager nok kosttilskud, eller spiser 35 eller 40 % kulhydrat, hvis man alligevel står og […]

  3. Træningsbrevkassen: Q&A del I | Guns og Glutes den 11. januar 2016 kl. 18:25

    […] hvis man tror at indtag af meget grønt i sig selv er nødvendigt for muskelvækst – og at kød og grønt er det eneste rigtige træningsmad er en gang uoplyst […]

Leave a Reply Cancel Reply