Pizzakuren, Uge 5 – og lidt om mine egne forudsætninger

Pizza is like sex. When it’s good, it’s really good. When it’s bad, it’s still pretty good.

Det er den tid igen – tid til en uge-update fra Pizzakuren!

Nu har jeg spist pizza hver dag i 5 uger. Og ved du hvad, jeg er stadig ikke træt af pizza. Jeg havde ellers troet at jeg ville være lidt presset på det her tidspunkt, men jeg glæder mig stadig til den daglige pizza. Men okay, pizza er jo også pizza.

Og i går var det ekstra godt. Der var jeg nemlig inviteret til pizzaaften hos Kasper og Anne, der bød på nedenstående skønheder (og 3 mere…):

Anne forbarmede sig endda over stakkels mig, der lever af frysepizzaer, og gav mig to af hendes fantastiske hjemmelavede pizzabunde med hjem, lige til at kyle i fryseren. Nemt!

Godt fodret op, tog jeg også et statusbillede i det dersens “natty-lightning”. Det går fint med at ramme sommerformen på trods af min daglige pizza – som forventet. Nu skal den lige have en skalle, hvor Pizzakuren går ind i sin sidste uge.

Man kunne selvfølgelig påstå at jeg er et genetisk unikum, siden jeg kan spise pizza og stadig tabe mig. Og jeg får da også engang imellem skudt i skoene, at jeg da har det let på grund af min høje forbrænding, og er så heldig at jeg kan spise hvad jeg vil.

Men min “høje forbrænding” kommer jo netop af at jeg laver meget. Jeg træner 5 gange om ugen, jeg bor på 3. sal, har fysisk arbejde med klienter, og jeg cykler som transport. Nåh ja, og min bedste ven er en slædehund, der altså ikke tager en fridag fra traveturene. Mit kalorieforbrug kommer altså ikke ud af den blå luft.

Faktisk var jeg overvægtig det meste af mine ungdomsår, og ikke lige prototypen på en man ville forvente havde gode gener for at tabe fedt og bygge muskler.

Det lå altså ikke lige i kortene at jeg skulle blive bidt af styrketræning, men sådan blev det ikke desto mindre. Og i dag har jeg et afslappet forhold til at spise, og en krop som jeg er glad for.

Min pointe er at alle kan komme i form. Det kræver “blot” at man har motivationen OG værktøjerne.

Med hensyn til motivationen, så plejer jeg at sige at “du skal give det tid, inden du giver op”. Med det mener jeg at man ikke skal bruge resten af sit liv på noget man hader, men man skal have tid til at blive god til noget, inden det rent faktisk bliver sjovt, og aktiviteten i sig selv bliver motiverende. Så giv det tid.

Med hensyn til at få de rette værktøjer, så kan jeg kun anbefale at du opsøger en hamrende dygtig træner (såsom undertegnede), der kan give dig den hjælp du har brug for. Så undgår du at skulle begå alle de begynderfejl jeg lavede, og slipper for at skulle bruge lige så lang tid på at komme i form.

Det var alt for denne gang! Kig forbi igen i næste uge, hvor jeg gør status på HELE pizzakuren i en stor update med før- og efterbilleder.

… Og derefter er det vist tid til afvænning. Vi starter med slædehunden:

1 Comment

  1. […] Pizzakuren, Uge 1 – og lidt om energibalance Pizzakuren, Uge 2 – og lidt om kaloriereduktion Pizzakuren, Uge 3 – du bliver ikke hvad du spiser Pizzakuren, Uge 4 – og lidt om at “eat for function” Pizzakuren, Uge 5 – og lidt om mine egne forudsætninger […]

Efterlad en kommentar