Pizzakuren: Jeg spiste en pizza om dagen, og kom i sommerform

Jeg hedder Nikolaj Bach. Jeg er BSc. Scient. Med., personlig træner, styrketrænings-entusiast, og godt træt af moderne madmyter og kostreligioner.

De sidste 6 uger har jeg spist en pizza om dagen, mens jeg ville i sommerform.

Et projekt, jeg har valgt at kalde Pizzakuren.

Inden vi skal se på hvad jeg rent faktisk har opnået over Pizzakuren, så lad mig først besvare det åbenlyse spørgsmål:
“Hvorfor dog spise en pizza om dagen?”

 

Well, Pizzakuren er mit eget lille opgør med moderne kostbevægelser, som påstår at folk skal leve efter en lang række unødvendige restriktioner, hvis de vil tabe sig. Som jeg skrev i mit indledende indlæg:

“– Ifølge paleo bevægelsen må du ikke spise stivelse eller gluten.
– Ifølge den veganske bevægelse må du ikke spise animalske produkter.
– Ifølge LCHF bevægelsen må du ikke spise kulhydrater.
– Ifølge Low Fat bevægelsen må du ikke spise mættet fedt.
– Ifølge Eat Clean bevægelsen må du ikke spise forarbejdede fødevarer.”

 

Alle de her moderne kure er altså uenige om hvilken specifik syndebuk i maden, som gør os fede.

Det de allesammen har tilfælles, er dog at de gør det sværere for almindelige mennesker at tabe sig, fordi de fjerner fokus fra hvad der er i virkeligheden er vigtigt for vægttab.

Nåh ja, og så har de noget andet tilfælles: De tager allesammen fejl.

Pizzakuren – derfor har jeg spist en pizza om dagen

Og det var det jeg ville vise med Pizzakuren. At moderne kostbevægelser tager fejl, når de påstår at det er enkelte komponenter i kosten, der gør at vi tager på.

Den letteste måde at gøre dette på var at modbevise dem. Hvordan så det?

Simpelt. Ved at spise noget hver eneste dag, som de allesammen forbyder.

Og her kommer pizza ind i billedet. Pizza er junk food, der indeholder gluten, mælkeprodukter i form af ost, forarbejdet kød, kulhydrat og masser af mættet fedt.

Lige meget hvilken kostreligion man abonnerer på, så er pizza altså ikke tilladt, fordi det indeholder ting som kostbevægelserne påstår er fedende.

Så hvis nu de havde ret, burde jeg ikke kunne spise pizza hver dag, og tabe fedt.

Men gu’ kan jeg da så, for det handler ikke om hvad du spiser, men hvor meget. Hvad jeg mener med det, vender jeg tilbage til.

Hvordan er Pizzakuren gået?

Jeg har selvfølgelig gjort det muligt at følge mit projekt undervejs, blandt andet på min Instagram.

Derudover har jeg lavet uge-updates her på min side, hvor jeg har gjort status på projektet, og desuden delt nogle konkrete værktøjer til et vægttab, der rent faktisk har fokus på hvad der er vigtigt.

Disse ugentligt blogs kan du finde via nedenstående links:

Pizzakuren, Uge 1 – og lidt om energibalance
Pizzakuren, Uge 2 – og lidt om kaloriereduktion
Pizzakuren, Uge 3 – du bliver ikke hvad du spiser
Pizzakuren, Uge 4 – og lidt om at “eat for function”
Pizzakuren, Uge 5 – og lidt om mine egne forudsætninger

Men lad os så komme til det mest interessante: Er jeg rent faktisk kommet i sommerform, og har tabt fedt?

Mine resultater på Pizzakuren, efter 6 uger

6 ugers fremgang. Efterbillederne er godt nok taget i sommerlys, og desværre med at andet kamera – men jeg synes stadig fremgangen er tydelig. Jeg vejer 85,9 kg på billederne til venstre, og 82,7 kg til højre

Som det ses af billederne, så har jeg tabt en god portion fedt på de 6 uger.

Ja, faktisk så er vægttabet gået lige efter planen, selvom jeg har spist en pizza om dagen. Når man har en god idé om hvor stort et kalorieunderskud man er i, så ved man nemlig også hvor meget man kan forvente at tabe sig.

Jeg har også målt min udvikling på en Inbody 270-bioimpedansvægt:

  • Vægten er gået fra 85,9 til 82,7 kg – altså et vægttab på 3,2 kg
  • Heraf er fedtmassen faldet med 2,8 kg og fedtfri masse faldet med 400 g
  • Fedtprocenten er faldet fra 13,3 % til 10,4 %

“Fedtfri masse” vil sige væske og muskelmasse, så i al beskedenhed synes jeg det er ret godt klaret at den er faldet med under ½ kg, for en person med lidt kød på kroppen.

Fedtprocentmåling har altid en væsentlig fejlmargin, så sådanne målinger kan ikke stå alene, men sammenholdt med formbillederne, samt at jeg ikke har oplevet styrkenedgang under træning, så mener jeg altså at fedttabet er gået glimrende på de 6 uger – også selvom jeg har spist en pizza om dagen!

Vil du også komme i form? Så tøv endelig ikke med at kontakte mig på nikolaj.gunsogglutes@gmail.com, og få en uforpligtende samtale – eller læs mere om mit online forløb UKRUDT her.

Pizzakuren handler om kalorier

Du kan tabe dig af at spise pizza, det skulle gerne være klart nu. Omvendt kan du også blive tyk af at spise salat – det handler om mængder.

Med andre ord: Vægttab handler udelukkende om at være i et kalorieunderskud, hvor du samlet indtager færre kalorier end du forbruger.

Og det er netop hvad jeg har gjort på Pizzakuren. Således har jeg sørget for at jeg samlet indtog færre kalorier end jeg forbrændte, selvom jeg spiste en pizza om dagen – og så vil man tabe sig, lige meget hvad.

Min kost under pizzakuren

I praksis gjorde jeg det at jeg skiftede min sædvanlige morgenmad ud med en blendet proteinsmoothie med isterninger og frossent grønt/frugt.
I min godnatskyr tilsætter jeg normalt fløde og mørk chokolade (for at give nok næring til muskelopbygning), og dette fjernede jeg også, sådan at jeg ikke ville komme i et kalorieoverskud af at spise en stor pizza med ekstra ost til aftensmad.

Et eksempel på min kost i løbet af en dag kunne altså se således ud:

Morgen
50 g Bodylab Whey 100 protein
150 ml minimælk
200 g isterninger
100-200 g frossen broccoli
= 42 g protein, 260 kcal

Frokost
125 g makrel i tomat
1 stort æg
1 skive gulerodsbrød
1 æble
=  25 g protein, 500 kcal

Middag
150 g laks/kylling/okse
300-400 g bønner
100 g cherrytomater
100 ml whiskysovs
1 appelsin
= 40 g protein, 540 kcal

Efter træning
50 g Bodylab Whey 100
150 ml minimælk
200 g isterninger
= 42 g protein, 260 kcal

Aftensmad
1 Coop pizza med mozzarella og skinke
60 g frisk mozzarella
100 g cherrytomat
= 50 g protein, 880 kcal

Inden sengetid
500 g Cheasy skyr med limesmag
= 47 g protein, 300 kcal

I alt
~250 g protein, ~2750 kcal

 

Det er vigtigt for mig at understrege at du ikke nødvendigvis vil kunne tabe dig af at følge min kostplan. Med den rette træning kan man spise mere mad, og din kost skal naturligvis være struktureret og tilpasset efter dit aktivitetsniveau og dine behov.

Kun sådan kommer du i et kalorieunderskud som du kan vedligeholde. Og det kan være lettere sagt end gjort.

Vægttab er ikke let

Når jeg siger at vægttab “bare” handler om kalorier, så mener jeg nemlig ikke at vægttab dermed er let. Tværtimod!

For hvor mekanismen bag overvægt er ganske simpel – at vi spiser flere kalorier end vi forbruger – så er årsagerne til at vi overspiser alt andet end simple.

Det viser de nyeste tal fra Sundhedsstyrelsen, der viser at mere end hver anden voksne dansker nu er overvægtig. Jeg ser det samme i mit arbejde med overvægtige klienter (og jeg har desuden selv været overvægtig) – at overvægt ikke skyldes manglende vilje.

Tværtimod, er der masser af vilje. For en overvægtig person er det at tabe sig ofte deres allerstørste ønske! Hvis man påstår at overvægt blot skyldes at folk mangler rygrad, så har man tydeligvis aldrig arbejdet med overvægt.

Hvis du er overvægtig, så er det nemlig ikke fordi du mangler viljestyrke, men fordi du mangler værktøjer.

De rette værktøjer til at skabe et kalorieunderskud, og opnå et vægttab med en strategi, som det er realistisk for dig at holde på sigt. Langtidsholdbarhed er altafgørende.

Moderne kure tager fejl

Og det er ikke langtidsholdbart at leve restriktivt, og nægte dig selv alle de ting du godt kan lide, fordi visse kostbevægelser fejlagtigt påstår at nogle fødevarer er fedende, uanset mængde.

Så sker der nemlig det, at når du “falder i” og spiser et stykke kage, så tømmer du hele bradepanden, for nu kan det hele jo alligevel være lige meget. Men ét stykke kage feder ikke – det gør hele bradepanden til gengæld.

Det er det som de moderne kur-bevægelser ikke vil fortælle dig, for så har de ikke nogen magisk kur de kan sælge. Det er ikke kagen, chokoladen eller pizzaen, der gør at du tager på, det er dit samlede kalorieindtag – og inden for det er der plads til de ting du godt kan lide, i de rette mængder.

Og det var netop hvad jeg ville bevise med Pizzakuren.

 

Vil du tabe dig, og give slip på restriktive kure og madstress én gang for alle? Så kontakt mig nu (nikolaj.gunsoglutes@gmail.com), og få en uforpligtende samtale omkring et forløb.

1 Comment

  1. […] EDIT: Læs min samlede update på projektet (og se før- og efterbillederne) her: Pizzakuren – Jeg spiste en pizza hver dag, og kom i sommerform […]

Efterlad en kommentar