friche1

Mads løfter på det danske bænkpreslandshold i -83 kg klassen i styrkeløft, og deltog i starten af august til europamesterskaberne. Jeg fik Mads på besøg til en snak om EM, bænkpres, styrkeløft og vægttræning.

Mads Friche løfter på bænkpreslandsholdet i -83 kg klassen. Han er desuden personlig træner, og har styrketrænet i mange år. I styrkeløft 3-kamp konkurrerer man i disciplinerne squat, bænkpres, og dødløft. Der findes dog også stævner udelukkende for bænkpres

Mads Friche løfter på bænkpreslandsholdet i -83 kg klassen. Han er desuden personlig træner, og har styrketrænet i mange år.
I styrkeløft 3-kamp konkurrerer man i disciplinerne squat, bænkpres, og dødløft. Der findes dog også stævner udelukkende for bænkpres

Hej Mads, og velkommen til. Kan du ikke starte med at berette om dit stævne til EM?
–  Jo da! Selveste pilsnerens fødeby, Pilzen, var vært for dette års europæiske mesterskaber i bænkpres. Inden vi kunne indmarchere i denne sagnomspundne stad, måtte vi først via Frankfurt og Prag, hvilket dog gik ganske upåklageligt for vores lille firemands rejsegruppe. Vejret viste sig fra sin varmeste side, og vi var så heldige at opleve en tjekkisk varmerekord i løbet af de to dage vi var der! Hele 40,6 grader skulle der vist være målt i Prag som kun lå en times kørsel fra destinationen Pilzen. Vi ankom torsdag aften, og da jeg skulle løfte dagen efter kl 16, havde jeg rimeligt gode betingelser for at ramme de 83 kilo jeg højst må veje. Jeg havde følt mig rigtigt godt kørende i perioden og til stævnet og haft et par rigtigt gode løft på 235 og 240, så jeg havde satset på at få en fin PR (personlig rekord, red.) med hjem. På trods af at jeg havde været ramt af forkølelse op til stævnet, følte jeg mig egentlig nogenlunde klar og glædede mig til at løfte. Jeg skulle veje ind kl 14 og brugte derfor det meste af dagen på at se de andre klasser og forsøge at spise og drikke det jeg kunne tillade mig i forhold til indvejningen. Det kræver lidt ekstra præcision når man sveder bare ved at kigge på drikkedunken, men heldigvis kan man prøveveje sig på stævnevægten hele dagen. Til selve opvarmningen havde jeg både Jakob (roommate og landsholdsløfter) og landstræner Niels med til at hjælpe, og vi satte startvægten til 220 som jeg har løftet mange gange i opkøringen. På plateauet kommer de 220 også fint med i første hug, hvorefter vi går på 230 for at komme op i nærheden af 4. pladsen. Desværre er de for tunge på dagen og jeg må således nøjes med de 220, hvilket naturligvis ikke er tilfredsstillende. Placeringsmæssigt fik jeg en 5. plads hvilket jeg til gengæld ikke kan klage over. Resten af turen blev brugt på at se mere bænkpres, og som de alsidige atleter vi er, blev det også til både svømning og tennis på vores dejlige tjekkiske hotel.

Og nu til lidt om dig! Hvad laver du når du ikke træner? Man kan jo nok ikke leve af at være styrkeløfter i Danmark?
– Nej, med mindre man er professionel som Anna Bogdanova! Spøg til side. Jeg læser anvendt filosofi på Aalborg universitet, på linjen sundhedsfilosofi. Derudover arbejder jeg som DJ på 3 klubber i gaden.

Fortæl om din træningskarriere? Hvor længe har du trænet, og hvornår begyndte du på styrkeløft?
– Jeg har trænet 11 år sammenlagt. Det startede med noget hyggetræning, altså bare træning for træningens skyld. På Lanzarote mødte jeg Kim Lynge (lærer på Aalborg Sportshøjskole, og OL-deltager i vægtløftning, red.), som fik mig overtalt til at starte på Sporthøjskolens styrketrænerlinje, hvor jeg så begyndte på lidt styrkeløft. For et par år siden blev jeg seriøs med bænken, og i år er jeg så kommet på bænkpreslandsholdet.

friche3

Hvordan ser din træning ud? Har du nogen bestemt filosofi du træner efter?
– Jeg bænker som regel 6 gange om ugen, men det er forskellige bænkpresvarianter, og ikke alt sammen tungt. Generelt tror jeg høj frekvens er rigtig vigtigt – altså hvis man vil blive god til noget, skal man træne det meget ofte. Det er først indenfor de sidste par år at bænken er blevet førsteprioritet i træningen, og dermed fået ekstra volumen. Resten af øvelserne følges en 2-split’ish opbygning. En typisk uge i bænken kunne se ud som sidste uge:

Mandag: Tung træning i bænkprestrøje
Tirsdag: Let/medium incline bænk
Onsdag: Bænk med løftet røv op til et par tunge sæt
Torsdag: Dynamisk bænk (i denne uge var det 7 sæt x 3 reps på 110 kg)
Fredag: Tung bænk (i denne uge var det op til 3 singler på 155 kg). Det var dog langt fra all out, som det kan ses på nedenstående video.
Søndag: Ustabil let bænk, med vægte hængende i elastikker
[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=Zj0tnf-OdVo]

Hvad er dine bedste løft til stævne og træning?
– I bænkpres med udstyr er min rekord 222,5 kg til stævne. Jeg har lavet 240 kg til træning 2 uger før EM. Det er meget længe siden jeg har maxet ud i squat eller dødløft, men jeg har squattet 190 kg, og dødløftet 240 kg.

Dagen efter Mads blev interviewet bænkede han 260 til klods, hvoraf et af sættene kan ses i nedenstående video. Undertegnede var endda så heldig at agere klodsholder (klodsmajor?)![youtube=http://www.youtube.com/watch?v=9d2V1pGX8Q4]

Hvordan ser din kost ud?
– Jeg er ikke kulhydratforskrækket og spiser fx gerne havregryn 2 gange om dagen. Derudover sørger for at få masser af frugt og grønt (800-1000 g). Jeg sigter efter 2 g protein pr. kg kropsvægt, som jeg primært får i form af kød, fisk og mælkeprodukter – jeg er særligt glad for ost – og en proteinshake efter træning. Derudover får jeg fedt fra nødder og avokado, og i perioden ryger der også en del pesto, remoulade og mayo (med makrel) ned. Jeg forsøger at variere min kost, men har tendens til at der er mange måltider der går igen over ugen.

Jeg tæller ikke kalorier, eller vejer min mad. Jeg sørger bare for at spise godt til, lidt mere end der egentlig er appetit til, for at fylde -83 vægtklassen ud. De fleste dage ligger nok omkring 4000 kcal. Hvis man alligevel har et relativt fast spisemønster, så er det meget arbejde at skulle tælle kalorier – og man kan alligevel ikke tage højde for variationen i forbrænding fra dag til dag. Min morgenvægt svinger typisk ikke mere end et halvt kg i hver retning, så det er fint.

Føler du at der er noget du må give afkald på, for at træne og konkurrere på det niveau du gør?
– Det har jeg egentlig aldrig følt. Jeg gider alligevel ikke drikke mig fuld længere, og når man arbejder som DJ får man hurtigt behovet for fest og farver dækket. Egentlig træner jeg primært for træningens skyld, og ikke for stævnerne. Forstå mig ret, stævnerne er vigtige for mig, men jeg ville ikke træne, hvis ikke jeg synes træning var sjovt. Jeg glæder mig til at træne. Det skal man for at bruge så meget tid på noget, hvor stævnerne er så lille en del af det samlede tidsforbrug.

Hvad er din største oplevelse som styrkeløfter?
– At komme til VM i maj. Der løftede jeg mod verdens absolut bedste løftere, og mange af dem har jeg jo så set mange gange på Youtube. Så det er vildt lige pludselig at løfte i gruppe med Kodama og Fukushima, og mange af de andre bæster i verden. Og at opleve atmosfæren omkring så stort et stævne. Det er lidt noget andet lige pludselig at skulle repræsentere sit land og ikke bare sin klub. Jeg fik 220 med 2 godkendte løft, (ud af 3 forsøg, red.) der rakte til en 8. plads. Det var jeg fint tilfreds med.

friche4

Er der nogen der inspirerer dig?
– Japanske Kodama og Fukushima, som jeg også nævnte før, inspirerer mig meget. De er enormt stærke og teknisk dygtige, og det er meget fascinerende at se dem løfte. Fukushima er ikke særlig godt bygget, men bare enormt stærk. Han vandt VM på 310 kg, og skulle eftersigende have lavet 2 x 260 rå, dagen efter! Og derudover havde han, ikke mindst, de vildeste dance moves.

Hvad er målet på den korte og lange bane?
– Til DM i november vil jeg som minimum lave A-krav til VM på 235 kg. På den lange bane kunne det være fedt at få en medaljeplacering internationalt. Men det kræver at der er rigtig mange ting der spiller, både på dagen, og i træningen i de næste år.

Har du et godt råd til nybegyndere, der hhv. gerne vil komme i gang med styrkeløft, eller bare gerne vil i gang med at træne?
– Hvis man vil styrkeløfte skal man finde en klub en med det samme. Det sparer dig for mange begynderfejl at kunne få hjælp af folk, der kender sporten. På styrke.dk kan du finde den nærmeste klub.

Og til nybegyndere inden for vægttræning generelt: Få hjælp til at lære teknikken fra start. Hvis jeg skulle give ét enkelt råd til en nybegynder vil jeg klart anbefale at man finder noget kompetent hjælp fra en træner. Problemet er desværre, at det for en nybegynder kan være svært at vurdere hvem der er kompetent, og hvem der ikke er. Det er rigtig godt at en træner har en faglig uddannelse, men det er også en vigtig faktor at vedkommende formår at skabe resultater i praksis for sig selv og sine klienter. Sørg desuden for selv at sætte dig ind i tingene – det virker på mig absurd at folk bruger 10 timer om ugen, på noget som de reelt ikke aner noget om. Den tid man bruger på at sætte sig ind i tingene, ved at fx at læse træningslitteratur, er enormt godt givet ud, i forhold til alt den tid man kan risikere at spilde på at træne med hovedet under armen.

5 Comments

  1. Jacob den 1. september 2015 kl. 15:28

    Dejligt tiltag!
    Tænker selv at J. Mainz, Kim Lynge og Jeppe N og SandyF (og dig selv, seriøst) også kunne være meget interessante at høre noget om.
    Desuden kunne interviewet godt have været mere omfangsrigt, både hvad angår spørgsmål/tekst og video.
    Jeg er desuden meget stor fan af bloggen generelt og værdsætter dine skriverier.

    • Nikolaj den 1. september 2015 kl. 16:15

      Hej Jacob.
      Tusind tak for ros og feedback! Du har helt ret, det kunne alle være spændende profiler til et kommende interview. Jeg går desuden og leger med tanken om en træningsvideo med interview indover. Det er hermed noteret at interviews gerne må være endnu mere omfangsrige. Jeg kan også selv bedst lide interviews med godt med kød på 🙂

  2. […] Læs også interviewet med Mads Friche […]

  3. […] 1. Interview med Mads Friche […]

  4. Træningsbrevkassen: Q&A del II | Guns og Glutes den 23. januar 2016 kl. 23:26

    […] det sandt, at du er ved at udvikle dig til veganer? – Nej. Min ven Mads Friche bager dog engang i mellem en melormekage, som jeg glædeligt spiser. Jeg tænker sådan en er mere […]

Efterlad en kommentar