Skip to content

Hvis du ikke har noget pænt at sige om folks udseende, så husk lige at holde din kæft

Det er blevet et nyt år, tid til nytårsfortsæt, slankekure og vægttabsmål.

Derfor kunne jeg godt have skrevet den obligatoriske “sådan kommer du i mål med dit nytårsfortsæt”, eller “sådan taber du julevægten”-artikel.

Men jeg vil meget hellere snakke om noget helt andet.

Som personlig træner og sundhedsformidler, så hjælper jeg (blandt andet) folk med at tabe fedt eller opbygge muskler.
Som en naturlig konsekvens deraf, har jeg skrevet et hav af artikler om hvordan man optimerer muskelopbygning, ernæring og vaneændringer for vægttab.

Og der er absolut ikke noget galt i at ville ændre på sin krop. Om det så er fordi man vil føle sig bedre tilpas i sin bikini, eller på grund af den ekstra livskvalitet som ofte følger med en sundere vægt, og en større muskelmasse.

“Burde du ikke tabe dig?”

Det betyder bare ikke at man skal have lyst til at ændre på sin krop. Men jeg synes det bliver mere og mere almindeligt at påtale det som sådan. Du skal have lyst til at være en boss babe eller et beast.

Og det påtales meget åbent i den offentlige debat, og særligt indenfor fitnessverdenen. “Overvægt er et valg. De skal bare spise mindre, og lette røven!

Ja, nogle drister sig ligefrem til at sige det direkte til folk. “Burde du ikke tabe dig?

Et passende svar kunne være: “hvad rager det dig?
Hvorfor er det så acceptabelt at udtale sig om andres udseende – tynd, tyk, slank eller muskuløs? Hvad rager det dig, hvordan andre ser ud?

Intet. Og hvis man tror man hjælper nogen med lidt tough love (i form af en uopfordret kommentar på deres udseende), så tager man fejl.

Du hjælper ikke – tværtimod

Nogle mener sikkert at overvægtige selv har valgt deres situation, og at man derfor er i sin gode ret til at påtale den forbrydelse det er at have større fedtdepoter end normalen.

Ja, det er måske ligefrem en pligt! Med lidt tough love hjælper man dem jo i gang til at tabe sig, og løse problemet selv. Lidt verbalt pres har aldrig skadet nogen.

Hvis man tror overvægt er et aktivt personligt valg, så er man i hvert fald ikke bekendt med den videnskabelige evidens. Det har Morten E.J Nielsen og Morten Elsøe (min medunderviserser på kurset Evidensbaseret Ernæring) forklaret i denne glimrende podcast episode.

Det kan godt være at årsagen til overvægt – at man indtager flere kalorier end man forbruger – er simpel. Men årsagen til at folk indtager for mange kalorier er nemlig langt mere kompleks.

Overvægt og overspisning er således er multifaktorielt samspil mellem genetik, social arv, vaner, adfærd, og først og fremmest at vi lever i et fedmefremmende madmiljø, med en konstant tilgængelighed af mad.

Men frit valg eller ej, bliver man så mere motiveret til at tabe sig, af at andre kommenterer på ens vægt?

Nej – tværtimod. Faktisk viser flere studier (se fx dette studie og dette studie) at diskriminering hænger sammen med en dårligere vægttabssucces.

Når du kalder en person fed, så er der altså større chance for at det fører til mere skam og trøstespisning, end at vedkommende tænker “tak, det var lige det motiverende spark, jeg havde brug for”. Hvem skulle have troet det?

At trøstespise er nemlig for mange en coping-strategi.

Overspisning er en coping strategi

Det at spise kan påvirke os rigtig meget. Mad kan give nydelse, ro, trøst, afledning og nærvær.

Derfor er det ikke overraskende, at vi mennesker kan ty til mad som en coping strategi, hvis vi har det svært.

Ja, flere studier (se Ostlund et al. og Backman et al.) har faktisk fundet en øget forekomst af depression, selvmordsforsøg, stofmisbrug og alkoholisme blandt overvægtige efter gastric bypass operation.

Det vidner altså om at overspisningen for dem har været et middel til at cope med dybere problemer, og når denne mulighed bliver taget fra dem, så ender det i desperation, eller at de må de slå sig på andre dulmende substanser.

Vi bruger coping strategier, når vi er udfordrede. Personligt har jeg brugt træningen sådan i perioder, hvor jeg har haft det hårdt (og i forhold til hvad mange andre har været igennem, har jeg vist ikke meget at klage over).

Resultatet var blot at folk omkring mig roste min tilsyneladende disciplin og fysiske forandring. Men havde min last i stedet været spisning, havde omverdenens reaktion helt sikkert været en ganske anden.

Vi har alle mere eller mindre sunde coping strategier, og nogle er ligefrem afhængige af disse. Men man kan have et usundt forhold til træning, arbejde, porno, spil, ja selv alkohol eller stoffer, uden at ens “last” er lige så meget til skue for omverdenen, som hvis man overspiser.

Og derfor møder det større fordømmelse end de andre coping mekanismer, der ikke sætter sig i fedtdepoterne.

Vi dømmer os selv rigeligt i forvejen

Hvilken reaktion tror du at du opnår ved at komme med negative kommentarer på andres udseende?

Skam? Skyldfølelse? At de indser de burde gøre det bedre?

Lad mig i så fald berolige dig, for det føler de sandsynligvis allerede i forvejen.

Dels fordi overvægtige i forvejen giver sig selv skylden. “Jeg har rygrad som en regnorm”. Således viser nogen evidens (men ikke alle studier) at overvægtige er mere tilbøjelige til at opfatte overvægt som forbundet med dovenskab og svag vilje.

Og dels fordi mange i forvejen bombarderes med indtryk, der påvirker vores forventninger til hvordan vi bør se ud.

Der er i forvejen nok med forventninger til vores udseende

Kigger man på fitness-hashtags på Instagram, så er der en overflod af flotte kroppe.

“Strong is the new skinny”-citater, suppleret af et billede af pige, der netop er slank som en ål, med tydeligt defineret six pack.

Vilde før- og efterbilleder, med det rette lys, væskemanipulation og nogle gange photoshoppede billeder.

Ja, nogle gange er krudt og kirurgi ikke engang nok for visse fitnessmodeller, der også giver billederne en omgang photoshop bagefter.

Når vi eksponeres for så mange manipulerede kroppe og #fitspiration, er det så overraskende at brugen af Instagram faktisk for nogle er forbundet med et mere negativt selvbillede?
Særligt når det kommer til madbilleder eller brugen af manipulerende filtre på billeder (se dette studie og dette studie).

Og det er en af grundene til jeg har skrevet dette indlæg. Der er masser af positive aspekter af de sociale medier, og jeg er også selv ret aktiv på Instagram. Der er masser af mulighed for vidensdeling, og der er heller ikke noget galt i at poste et billede af en krop som du er stolt af.

Men det kunne være fedt med færre manipulerede billeder, mere ærlighed, og mindre narrativ om at man skal se ud på en bestemt måde. Du bliver ikke automatisk den “bedste version af dig selv”, fordi du har en six pack.

Og hvis du synes man skal se ud på en bestemt måde, så hold det for dig selv. Din mening er nemlig uendeligt ligegyldig.

“Jeg synes muskler får kvinder til at ligne mænd.” Who fucking cares?

Det gælder ikke kun for overvægtige. Hvis ingen har spurgt om din mening om deres udseende, så er det fordi de ikke har lyst til at høre den.

Du kunne lige så godt fortælle tilfældige folk på gaden: “Min yndlingsfarve er grøn”. “I 5. klasse havde jeg en hamster, der hed Lis.”

Who fucking cares

Hvis du synes nogen er for muskuløse, for tynde eller for tykke kan du jo spørge dig selv: “Får vedkommende det bedre af at jeg fortæller dem, hvad jeg synes om deres udseende?”

Hvis svaret er nej, så er det ikke dem der skal lette røven.
Det er dig, der skal lukke den.

Efterlad en kommentar