Fordele:
Indeholder en lille smule C-vitamin (ligesom andre citrusfrugter, broccoli, peberfrugt, og et væld af andre frugter og grøntsager).

Ulemper:
Ætser dine tænder.

 

… Og nej, citronvand er hverken anti-inflammatorisk, immun-boostende (det er desuden to modsatrettede effekter), eller syre-regulerende. Det er altsammen markedsføringsord, fra folk der vil tjene penge på at sygeliggøre dig. Jeg citerer fra et indlæg, jeg tidligere har skrevet på Facebook:

“En ny “sundhedstrend” der breder sig på IG, er citronvand. Det er det nye ingefærshot. Konceptet med at drikke citronvand promoveres af diverse selvudnævnte sundhedscoaches, og de påståede gavnlige effekter på fiktive problemer er mange. Følgende er påstande fra en af de coaches, der anbefaler citronvand, som en del af sit koncept:

“95% af befolkningen har betændelsestilstande i kroppen. Betændelsestilstande gør at muskler, sener, organer og bindevæv ikke kan udnytte sit fulde potentiale, og bliver dermed hurtigere overbelastet.”

— Nej, 95 % af befolkningen lider ikke af kronisk inflammation, hvorfor der heller ikke fremvises dokumentation for dette, da den efterlyses. Men inflammation (betændelse) bruges ofte som et farligt buzzword af folk, der enten ikke ved at inflammation er en ganske normal fysiologisk proces (og en nødvendig del af helingsprocessen og immunforsvaret) eller overlagt ser bort fra dette, fordi de ved der er penge i at sygeliggøre folk, og samtidig sælge dem en eksotisk kur.

“Surheden er kun en smag, indvendig er den med til at regulere det sure miljø som de fleste af os har. Hvis vi kan reducere det sure miljø ved hjælp af en række forskellige tiltag, så reduceres samtidig chancen for at udvikle sygdomme.”

— Problemet er bare at man kan ikke regulere det “sure miljø” (som der tilsyneladende forårsager den påståede inflammation), ved at drikke citronvand. Den mad vi indtager kommer sjovt nok igennem denne hersens mavesyre med en pH omkring 2. Og det betyder selvfølgelig at syren i citronen overhovedet ikke har noget betydning for pH-værdien i føden i fordøjelseskanalen. De samme folk som hævder at man kan reducere syren i kroppen ved at drikke mere syre i form af citron, anbefaler samtidig ofte at man spiser “basiske” grøntsager, for at reducere syre i kroppen. Så både basisk og sur mad gør kroppen mindre syrlig. Hvad så med sodavand, der også er surt – er det mindst lige så sundt som citron? Påstanden omkring den sure citron er ulogisk, uigennemtænkt, og ganske enkelt ukorrekt.
Og ja, citron indeholder C-vitamin. Du får også dækket dit behov for C-vitamin ved at spise et varieret udvalg af frugt og grønt, uden at risikere at ødelægge dine tænder.

“Jeg kan med garanti sige at din krop vil nyde det mere end en ostemad!”

— Hnnnnng”

Efterlad en kommentar